Tips til den kreative stilstand

Skrevet af: Billedkunstner Bettina Holst
13. august 2023

Der er tidspunkter hvor vi føler alt er muligt, når vi er kreative. Alt spiller. Alt arbejder med os og ikke imod os. Vi er fyldt med inspiration og masser af gå på mod.

Men så er der tidspunkter hvor intet flyder, alt driller, vi ved ikke hvad vi skal finde på og inspirationen og motivationen er bare fuldstændig forsvundet og vi overvejer om vi mon nogensinde bliver kreative igen.

Kender du det?

Jeg har af flere omgange oplevet, at motivationen har været pist forsvundet og hvor jeg har været helt blank på hvad jeg skulle finde på. Jeg har ovenikøbet være inde i perioder, hvor jeg synes, at alt hvad jeg lavede var grimt og kedeligt.

Jeg tror du kender det, ikke?

Vi dunker os oveni hovedet i stedet for at være lidt mere selvkærlige og positive over det vi laver. Måske fordi vi begynder, at sammenligne os med andre som vi synes er bedre?

Så hvordan bryder du den kreative stilstand (nedtur)?

1. Find det der tænder dig mest

Du har sikkert altid haft gang i mange ting, prøvet en masse teknikker af, men hvad kunne (kan) du allerbedst lide at lave?

Er du mest vild med at male små malerier, store malerier, kan du bedst lide at sidde og hygge med at lave collager, at forberede collagepapir, øve markeringer, blande nye farver eller noget helt andet.

Find den ene ting du allerbedst kan lide og lav kun det i en periode.

TIP: Du kan også søge nettet tyndt for inspiration.

Lav f.eks. en mappe på www.pinterest.com, hvor du gemmer din inspiration. Når du så igen er i det gode kreative flow (for jooo du skal nok komme der igen), så har du allerede en masse inspiration, som kan få dig igang igen... eller videre.

Selv gør jeg det, at jeg bare er i mit atelier, omgiver mig med stemningen.

Nogen gange uden rigtig at lave noget.

Andre gange kigger på det jeg har lavet, nærstuderer mine egne malerier, rydder op i mine kreakasser, rydder op og sorterer i alle mine materialer og i min maling, bestiller det jeg er løbet tør for, laver lidt farveprøver, laver collagepapir, så jeg har til næste gang jeg flyder ovenpå med inspiration til at lave collager eller mixed media.

Farveprøver

2. Identificer hvorfor du er gået i stå

Ofte kan det være en god idé at stoppe op og tænke over hvorfor du ikke er i et kreativt flow, hvorfor du ikke kan få tingene til at fungere, hvorfor du er gået i stå.

Måske er det slet ikke fordi du ingen ideer har. Måske har du masser af ideer og inspiration, men hvad er det så, der gør at du ikke får produceret noget?

Måske er du stresset, måske er der for meget at se til i det daglige, måske familien kræver for meget af dig (eller du tror de kræver for meget af dig), måske er du syg og din energi er bund.

Der kan være mange årsager.

Prøv at finde ind til hvad der stopper dig i at være kreativ.

Identificer årsagen og se så om du ikke kan finde bare 5-15 min. om dagen til at være kreativ - på en eller anden måde. Måske bliver de få minutter pludselig til 1 time fordi du glemte tiden og var et sted du elsker.

3. Tænk ikke

Måske skyldes det at du i bund og grund er begyndt at overtænke dine teknikker og i stedet for at være kreativ, så stopper det dig.

Hvis det er årsagen så stop. Stop med at tænke og især med at overtænke.

Det gør intet godt for det kreative flow.

Vær i stedet legende.

Sig til dig selv, at nu lukker du familien og verden ude og så leger du bare, med understregning under leger.

Du skal ikke lave noget du på forhånd ved er svært. Lav noget du ved du kan finde ud af eller noget du ved er sjovt at lave.

Noget der falder dig nemt.

Sig til dig selv, at du jo ikke behøver præstere noget fantastisk. At du ikke behøver, at lave et færdigt værk.

Sig til dig selv, at du bare øver.

Det vigtigste er bare, at du bare tager action. Gør det du bliver glad af.

Måske en enkelt video kan få dig igang.

I min maleskole er der 300+ malevideoer, så jeg tør godt love, at du finder en masse, der kan få dig igang.

4. Stil dig selv en lille konkret opgave

Har du helt mistet lysten og motivationen og gør det dig ked af det, så prøv at stille dig selv en lille opgave. En opgave som du skal lave selvom du i bund og grund ikke har lyst.

Ideer:

  • 1. Find en billig skitsebog frem. Jeg kan anbefale dem fra Tiger. Find 3 farver frem. Stil uret på 5 minutter og bare mal tilfældigt. Hurtigt og uden at tænke.
  • 2. Find skitsebogen og nogle tuscher frem (evt. Posca tuscher). Stil uret på 10 minutter. Lav en masse markeringer på så mange sider som muligt. Ikke tænke, bare tegn hurtige tilfældige streger og krimskrams.

Du har nu en masse bunde, som du kan arbejde videre på (eller bruge i collager), den dag du igen er mere motiveret og i et bedre kreativt flow.

  • 3. Lav en liste med drømme over steder du gerne vil udstille, teknikker du gerne vil lære, kurser du gerne vil på m.v. Det skal bare være drømme. Hvis du vil lave det som mere konkrete mål, så gør du selvfølgelig bare det, så længe det ikke er noget der stresser dig, men noget der derimod motiverer dig. Det er vigtigt, at det er motivationen du styres af.

5. Lav noget du ikke har lavet før

I punkt 3. skrev jeg, at du kan lave noget du kender, noget der falder dig nemt, noget du er tryg ved, men måske er du mere typen, der kommer igang ved at lave noget du ikke har lavet før.

Noget du netop har set og blevet inspireret af.

Noget der virkelig kan få dig op af stolen. Noget hvor du tænker "okay, det ser dæleme sjovt ud, dét skal jeg altså lige prøve!".

Der er kun én ting at sige - gør det.

Vent ikke for længe men gør det så hurtig som muligheden byder sig.

6. Netværk med andre

Selvom du ikke er kreativ i en periode, så opsøg andre at netværke med som deler din passion.

Du kan f.eks. være med i en eller flere grupper på facebook, du kan tage på udstillinger og snakke med andre kunstnere. Det er både super givende og så er det samtidig et slaraffenland for inspiration.

Du kan f.eks. også blive medlem i min online malesklub, som er for os, der elsker at male abstrakte malerier.

Der er en super hyggelig lukket Facebook tilknyttet, hvor du kan få sparring, netværke med de andre medlemmer, få endnu mere undervisning i form af direkte LIVE undervisning og en hulens masse andet.

Har du en kreativ nedtur for tiden, så håber jeg, at et af ovenstående punkter kan få dig så småt igang igen.

Husk at småt er godt og at du bestemt ikke er alene.

Alle kunstnere har sådanne kreative stilstands perioder.

Alle!

/Bettina

Få mange flere tips her.

Bliv medlem:

Jeg har malet abstrakt siden 2004 og undervist på fysiske kurser siden 2008. Det er AL min erfaring du drager nytte af i Onlinekunstskolen, som er min online maleklub, hvor jeg hver måned disker op med nye inspirerende malevideoer.

Du får 48 timer til at kigge indenfor og se materialet (videoerne). Er maleklubben ikke noget for dig, får du straks dine penge retur.

Bliv medlem her

Følg Onlinekunstskolen's univers på Facebook og Instagram:

Facebook: https://www.facebook.com/onlinekunstskolen.dk/

Instagram: https://www.instagram.com/onlinekunstskolen/

leafcross-circle linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram