Maler du for pænt og styret og drømmer du om at gøre dine abstrakte malerier mere vilde og ekspressionistiske?
1. Mal hurtigt - mal vådt - mal store områder - meget af tiden
2. Mal 3 felter og bryd derefter den ene op med nye lag (gerne 1-2 andre farver). Prøv at lade de andre felter være i først omgang. Mal så 3 nye felter og bryd den ene op osv. osv.
3. Fyld kaos på og bryd noget af det ned i mere rolige felter. Endelig ikke det hele.
4. Brug vandforstøver på lærredet og miks hurtigt nogle af dine farver sammen – gerne i et misk-mask. Vil du undgå vand fordi det kan forringe lysægtheden i din maling, så brug et glazing medie i stedet (fra f.eks. GOLDEN eller Liquitex). De kan forlænge arbejdstiden og hjælpe til at du bedre kan mikse farverne sammen.
5. Brug en blanding af silicone spartler og bredere pensler
6. Læg spartler og pensler fra dig og brug dine fingre – ja eller gerne hele hånden og brug den til at snadre rundt i malingen. Det er skønt og dejligt befriende!
7. Dup i den våde maling, skrab med bagsiden af en pensel m.v., brug gamle kreditkort, svampe. Det er en måde at lave kaos på og struktur.
8. Prøv evt. kun at bruge meget store pensler og uhåndterlige redskaber i et stykke tid. Stil evt. uret på f.eks. 10 minutter og nå så meget rundt på lærredet som muligt. Det tvinger dig til at være kreativ på en mere uvant måde.
9. Lav en masse løbere undervejs ved enten at pøse vand direkte på lærredet og bare lade malingen smelte sammen mens lærredet hænger eller brug en vandforstøver, hvis du ikke vil have så meget vand på (men pas på at du ikke laver stænk, medmindre du kan lide det selvfølgelig).
Efter du har givet lærredet vand skal du lade det tørre af sig selv. Det kan tage fra en halv time til længere alt efter hvor meget vand du har puttet på.
10. Når lærredet er tørt så tegn vildt og uhæmmet på det i en kombi af rolige og kontrollerede tegninger/strøg. Om du laver cirkler, skriver noget (volapyk), tal, krudseduller eller noget helt andet er ligegyldigt, bare få noget både u- og kontrolleret på i form af streger. Måske du kan lokke din mand eller børnene til at tegne vildt på det.
Lad være med at lave 3 perfekte cirkler, hjerter. Lav nu noget der er ikke er så pokkers pænt. Lad endelig stregerne gå udover lærredet.
Store bevægelser gør det sjovere.
11. Har du mulighed for det, så læg maleriet udenfor og gå langt væk fra det men ikke længere væk end du kan kaste noget maling på det.
12. Mal med din ikke dominerende hånd – hurtigt.
13. Put en farve på du normalt ikke maler med og prøv at snaske den ind i en anden farve og ser hvad der sker. Lad det tørre. Blev det for meget rod, jamen hey så maler du da bare over. Vær ikke bange for at prøve farver af på lærredet.
Jo mere vådt i vådt du maler, des mere ”rodet” og ukontrolleret kan du få dit maleri. Du kan altid gøre det mere roligt, hvis du har behov for det. Vil du have et ekspressionistisk maleri er du altså nødt til at slippe tøjlerne og være med vild og ikke tænke så meget.
/Bettina
Se også "30 måder at løsne op på"
I blogindlæggene får du tips og inspiration til hvad du kan/skal/bør gøre på dine abstrakte malerier.
Inde i maleklubben Onlinekunstskolen får du videoteknikker med tips, tricks, inspiration til hvordan du maler abstrakt.
Jeg hedder Bettina Holst og jeg er selvstændig billedkunstner med atelier i Haslev.
Jeg har malet abstrakt siden 2004 og undervist på fysiske kurser siden 2008. Det er AL min erfaring du drager nytte af i Onlinekunstskolen, som er min online maleklub, hvor jeg hver måned disker op med nye inspirerende malevideoer.
Du får 48 timer til at kigge indenfor og se materialet (videoerne). Er maleklubben ikke noget for dig, får du straks dine penge retur, så du køber altså ikke "katten i sækken".
Facebook: https://www.facebook.com/onlinekunstskolen.dk/
Instagram: https://www.instagram.com/onlinekunstskolen/